Inter heldige med uafgjort

Samuel Eto*, Inter
Samuel Eto'o er med otte Serie A-træffere topscorer i Italien - Foto: Scanpix
Der skulle et tvivlsomt dømt straffespark til, for at Inter kunne hive et uafgjort resultat i land mod oprykkerne fra Brescia.

Det kører bestemt ikke for Rafa Benitez og Inter i øjeblikket. Seneste eksempel på den slingrende kurs kom lørdag aften, hvor de forsvarende italienske mestre havde besøg af oprykkerne fra Brescia. Kun et tvivlsomt straffespark forhindrede et nederlag til storfavoritterne.

Allerede efter et kvarters spil stod det klart, at det ikke ville blive en nem aften for værterne. Andrea Caracciolo rundede Walter Samuel og sendte med et hårdt, fladt skud Brescia foran.

Igennem kampen havde Inter flere gode muligheder for at komme foran, men den skarphed, der kendetegnede holdet sidste sæson, udeblev i de afgørende situationer.

Derfor kom dommerens fløjte belejligt, da Samuel Eto'o let faldt i det kriminelle felt tyve minutter før tid. Angriberen tog sig selv af straffesparket og eksekverede sikkert til 1-1.

I kampens døende minutter satsede Inter alt på at hive alle tre point hjem mod oprykkerne, men en kæmpe afbrænder fra Diego Milito betød, at milaneserne måtte tage til takke med det ene point.

Med det uafgjorte resultat er Inter tre point efter førerholdet Lazio, der søndag spiller lokalderby mod AS Roma, og de risikerer ligeledes at blive overhalet af rivalerne AC Milan, der gæster bundholdet Bari.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: