Italiensk sportsavis: Dolberg er kommet ind på Milans radar igen
Foto: Getty Images
Serie A

Italiensk sportsavis: Dolberg er kommet ind på Milans radar igen

Kasper Dolberg er tilsyneladende kommet ind på Milans søger igen, og de skulle være klar til at betale omkring 250 millioner kroner, mener italienske Tuttosport.

Den danske landsholdsspiller er ikke bare en spiller, som den danske sportspresse har i tankerne. Han gør sig også gældende i den italienske sportspresse, og hvis man skal tro dem, så er Milan nu ude efter danskeren.

Det er Tuttosport, som erfarer, at Dolberg kan blive en mulighed for Milano-klubben, der også gerne ser en ekstra backup til angrebet, hvor de i forvejen også er ude efter Fiorentinas Nikola Kalinic, Torinos Andrea Belotti og Dortmunds Pierre-Emerick Aubameyang.

Her skulle det særligt være et køb af Kalinic, der skulle få Dolberg ind på Milans radar igen.

Her skal der naturligvis en ekstra pose penge til, at Milans sportslige ledelse kan hente endnu en angriber foruden de tre ovennævnte. Men inden da skal den italienske klub lige have overbevist Ajax om, at det er en god idé at sælge.

Ajax' sportsdirektør Marc Overmars har i sommer erklæret, at spilleren ikke er til salg, ligesom at Dolberg selv har udtalt, at han ikke ønsker en transfer i øjeblikket. Prisen skulle ifølge Tuttosport være på omkring 250 millioner kroner.