Italienske rivaler slås om Jovetic
Serie A

Italienske rivaler slås om Jovetic

Inter og AC Milan kæmper begge for at hente Stevan Jovetic i Manchester City, mens Juventus er outsider.

Han var ventet med spænding, da Stevan Jovetic tog hul på Premier League-eventyret i Manchester City. Her har opholdet dog været en noget blandet fornøjelse for landsholdsspilleren, der har kæmpet hårdt for overhovedet at spille på Etihad Stadium. 

Dette tager man nu konsekvensen af i City, hvor man gerne vil af med angriberen denne sommer. Her er der heftig interesse fra Italien, hvor AC Milan og Inter er gået i krig om en underskrift. Fælles stadion og samme by er nemlig det eneste, de to fjender har til fælles i en evig magtkamp, der nu atter viser sig. 

Ifølge Goal.com er det Inter, der er favoritterne til en underskift. Dette skyldes træner Roberto Mancini, der personligt har kontaktet Jovetic. Spillerens agent var onsdag i Milano til møde med begge klubber, men skal Inter sikre en aftale, er der et afgørende problem.

I Manchester City vil man nemlig gerne have penge ind for angriberen, og i Inter vil man i første omgang leje Jovetic i en sæson for 2,3 millioner euro. Derimod vil AC Milan gerne købe spilleren fri, således at han skifter for 21 millioner euro. Dette kan være en afgørende faktor for AC Milan, men krigen ventes at fortsætte lidt endnu.

Også Juventus følger spilleren fra Montenegro med stor interesse. Her er man endnu ikke klar med et egentligt bud, men kan i tilfælde af seriøs interesse med al sandsynlighed overbyde de to Serie A-konkurrenter.