Juventus cruisede sig til hjemmesejr
Serie A

Juventus cruisede sig til hjemmesejr

Paulo Dybala scorede sit fjortende sæsonmål.

Juventus spiller Champions League-returkamp imod Bayern München på Allianz Arena den kommende uge, og det kunne ses på det italienske topholds startende elleve, da Den Gamle Dame tog imod Sassuolo fredag aften, hvor Paul Pogba, Patrice Evra, Stephan Lichsteiner og Alvaro Morata alle blev sparet og startede ude.

Fra start var Paulo Dybala og Juan Cuadrado blandt andre, og det blev de to sydamerikanske offensivspillere, der stod for kampens første og eneste scoring. Efter 36 minutters spil satte den columbianske højrekant sig igennem med stor kraft, før han serverede bolden til sin argentinske offensivkollega. Dybala fik bolden på kanten af feltet, hvorfra han elegant krøllede bolden ind i det lange hjørne. 1-0. Fremragende sparketeknik.

1-0-stillingen holdt Juventus frem til slutfløjtet, der sendte dem seks point foran Napoli på andenpladsen, inden man altså onsdag spiller sæsonens måske hidtil vigtigste kamp. 2-2 står der inden returen.