Juventus-direktør: Pogba-agent tjente 200 millioner på handel
Foto: Mike Hewitt/Getty Images
Serie A

Juventus-direktør: Pogba-agent tjente 200 millioner på handel

At spillerrepræsentanter har stor betydning for handler, kan man bare se på Juventus' handel med Manchester United for Paul Pogba.

Den franske stjerne Paul Pogba har ikke helt ramt storformen endnu i Manchester United, og selv om det formentlig er ærgerligt for Pogbas mellemmand/agent Mino Raiola, er det svært at være utilfreds. Pogba rykkede fra United til Juventus og i sommer altså tilbage til United.

Juventus' sportsdirektør Guiseppe Marotta har nemlig fortalt Juventus' aktieholdere, præcis hvor meget Raiola har tjent i forbindelse med aftalen. Og det er ikke småpenge. Paul Pogba kostede tæt på 800 millioner, da Manchester United hentede ham i Juventus, og også Raiola scorede fedt på handlen.

- Han kom fra United for en pris på omkring 11 millioner kroner, og efter fire år hos os besluttede han sig for at vende tilbage til England. Han ville væk for enhver pris. Vores pris på ham var 787 millioner kroner - plus 35 millioner kroner, som vi får, hvis han forlænger med United eller skifter for mere end 375 millioner kroner, sagde Giuseppe Marotta og forklarede om et stort overskud, efter løn med mere var trukket fra:

- Det bringer os til et overskud på 712 millioner kroner. Mino Raiola og hans selskab skal betales 202 millioner kroner, så når vi kigger på det samlede overskud, lander vi på 540 millioner kroner.

Juventus har denne sommer hentet Gonzalo Higuain og Miralem Pjanic som de to største stjerner.

Mino Raiola har ud over Pogba til United og sendt Zlatan Ibrahimovic til klubben, og selv om der ikke var en overgangssum i forbindelse med Zlatans skifte, er der nok ingen tvivl om, at både han og Raiola har tjent godt på skrive under med United.