Juventus forlanger 110 millioner for forsvarsspiller
Foto: Polfoto
Serie A

Juventus forlanger 110 millioner for forsvarsspiller

Forlydender om at Sevilla er interesseret i Juventus' Angelo Ogbonna, får Juventus' sportsdirektør til at afsløre, at italienerne ikke sælger ham for under 110 millioner kroner.

Mens Tottenham nærmer sig Sevillas argentinske forsvarsspiller Frederico Fazio, så mener spanske medier nu at vide, at Sevilla er på begyndt at kigge nærmere på, hvem de skal hente ind som erstatning. 

Og her er Juventus' 26-årige forsvarsspiller, Angelo Ogbonna, én af de spillere, som der bliver kigget nærmere på. 

Det har nu fået Juventus' sportsdirektør, Fabio Paratici til at slå fast, at Ogbonna ikke bliver solgt for under 110 millioner kroner. 

- Vi har aldrig overvejet at lade Ogbonna skifte på en lejeaftale. Vi har faktisk aldrig overvejet, at han skulle væk herfra, siger Juventus' sportsdirektør, Fabio Paritici til Estadio Deportivo. 

- Hvis nogen vil have ham, så skal de komme med et formelt bud på mindst 110 millioner kroner. Han har en kontrakt med Juventus, som løber frem til 2018, og han vil ikke blive solgt for under 110 millioner kroner.

Salgsprisen giver meget god mening i forhold til et potentielt salg til Sevilla. Det skyldes at Frederico Fazios frikøbsklausul lyder på omkring 100 millioner kroner, og det forventes at Tottenham indfrier denne klausul.

Fabio Paritici afslører dog, at Juventus endnu ikke har været i kontakt med den spanske klub. 

- Sevilla har aldrig kontaktet os, så vi har ikke haft nogen som helst kontakt med dem omkring Ogbonna, siger han.