Den tjekkiske U21-landsholdsangriber Patrik Schick, der med afstand er det største navn hos tjekkerne, kan meget vel ende med at spille i Champions League i den kommende sæson.
Det hele afhænger af, om angriberen består et lægetjek, for Juventus har netop offentliggjort, at den 21-årige Sampdoria-angriber skifter til Torino-klubben og bliver konkurrent til Gonzalo Higuain, hvis han består et lægetjek.
Ved 21-EM har Schick leveret under niveau og er endnu ikke kommet på tavlen til trods for masser af muligheder, men angriberen har alligevel scoret 10 gange i 11 U21-kampe, ligesom han i den forgange sæson i Serie A scorede 11 gange for Sampdoria. Et pænt antal mål med tanke på, at sæsonen var hans første i Serie A.
Ifølge Football-Italia har Patrik Schick en klausul i sin kontrakt, der gør, at han kan købes for omkring 185 millioner kroner, men at Juventus betaler omkring 225 millioner kroner, fordi klubben så kan få lov til at betale i rater over tre år i stedet for at betale det hele på én gang.