Den danske forsvarsspiller, Per Krøldrup, indtog en noget uheldig hovedrolle, da han og holdkammeraterne fra Fiorentina spillede 1-1 med Bologna søndag middag.
Kort inde i 2. halvleg fik Krøldrup nemlig direkte rødt kort for en nødbremse, og dermed bærer han sin store del af skylden for, at Fiorentina ikke var i stand til at sikre sig de tre point på hjemmebane. Begge hold sluttede dog med ti mand på banen, for med ti minutter igen blev også Bolognas Gaston Ramirez sendt tidligt i bad.
Ramirez nåede dog at også at gøre positivt opmærksom på sig selv, for få minutter før Per Krøldrup blev udvist, lykkedes det ham at udligne den føring, Alessio Cerci havde skaffet Fiorentina midtvejs i 1. halvleg. Bologna var også tættest på at snuppe alle tre point, for Krøldrups nødbremse betød, at gæsterne fik tilkendt et straffespark. Heldigvis for danskeren misbrugte Marco Di Vaio fra 11-meter pletten.
Fiorentina er placeret i midten af Serie A, mens Bologna ligger lige over nedrykningsstregen. Klubben har dog sikret sig en sæson mere i Italiens bedste fodboldrække.