Lazio knækkede bundhold i sidste øjeblik

Foto: Scanpix
Med tre minutter igen stod den 2-2 mellem bundholdet Lecce og topholdet Lazio, men så slog favoritternes tyske angriber til.

Lazio skulle have tre point i aftenens Serie A-kamp mod ligaens bundprop, Lecce, hvis holdet skulle holde trit med Juventus i toppen.

Og Lazio fik tre point, men det holdt hårdt. Sejren på 3-2 kom nemlig først i hus kort før slutfløjt.

Efter 12 minutters spil bragte hjemmeholdet, Lecce, sig i front på en straffesparksscoring af Di Michele. Scoringen rystede dog ikke Lazio, som hurtigt overtog styringen i kampen derefter.

Den kontrol gav pote i det 28. minut, da Lazios tyske angriber, Miroslav Klose, slog til og udlignede til 1-1. 2-1 blev det også til for udeholdet, da Cani scorede efter 47 minutter.

Ferrario fra Lecce bragte spændingen tilbage i kampen efter en times spil, da han fik sat bolden ind til 2-2.

Bundhold har det med at smide dyrebare point væk til sidst, og det gjorde Lecce – til stor ærgrelse for hjemmepublikummet – også, da de lod Klose score sit andet mål i det 87. minut til kampens resultat, 3-2.

Lazio har med sejren 28 point efter 14 kampe. Det er kun et point færre end Juventus, som er det nuværende førerhold i Serie A.

I den anden Serie A-kamp tørnede Siena og Genoa sammen, og her var det sidstnævnte,  som løb med alle tre point takket være en 2-0-sejr.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: