Manchester United byder på Cavani
Illustration
Serie A

Manchester United byder på Cavani

Manchester United har meldt sig ind i kampen om Edison Cavani med et bud på 440 millioner kroner. 

Edison Cavani er et af de hotteste navne i dette transfervindue, efter han scorede imponerende 29 gange for Napoli i sidste sæsons Serie A. 

Det har fået klubber som Real Madrid, Manchester City og Chelsea til at overveje et køb af angriberen fra Uruguay, men nu melder også Manchester United sig på banen. 

Wayne Rooney har længe været rygtet væk fra Old Trafford, og her kan Cavani blive den perfekte erstatning. United-manager David Moyes er i hvert fald meget interesseret i at tilknytte Cavani som angrebsmakker med Robin van Persie, og ifølge Daily Mirror skulle Uniteds ejere i form af Glazer-familien være klar til at punge ud med 440 millioner kroner for angriberen.

Edison Cavani har en frikøbsklausul på 475 millioner kroner, men selvom Uniteds bud ligger lige i underkanten, kan det være nok til at overbevise Napoli-præsident Aurelio de Laurentiis om et salg.

26-årige Edison Cavani har spillet i Napoli med stor succes siden 2010, hvor han kom til fra ligarivalerne Palermo. I øjeblikket er han på landsholdsopgave for Uruguay under Confederations Cup, hvor han sammen med sine landsmænd møder Brasilien i semifinalen i morgen.