
Med ankomsten af Zlatan Ibrahimovic og Robinho er glæden svær at skjule i AC Milans ledelse. Vicepræsident Adriano Galliani tror på nye og bedre tider i traditionsklubben.
- Det er helt ekstraordinært, at Ibrahimovic og Robinho er ankommet. Vi er nu i sandhed et stjernehold, og vi har en gruppe spillere, som jeg ikke ville bytte med nogen andre i Europa, siger Adriano Galliani til klubbens TV-kanal.
Det nyeste ansigt i klubben er Robinhos. Brasilianeren blev sikret på transfervinduets sidste dag, og han ser nu frem til at tørne ud for Rossoneri.
- Jeg håber, at jeg sammen med mine nye holdkammerater kan bidrage til at vinde en masse titler til klubben. Kaka har altid snakket meget positivt om Milan, og jeg ved, at brasilianerne på holdet vil hjælpe mig med at falde til, siger Robinho.