Milan-keeper vil i Champions League
Illustration
Serie A

Milan-keeper vil i Champions League

Diego Lopez håber på CHampions League-deltagelse i AC Milan, men erkender, at mange vil kæmpe om pladsen.

Toppen er en tæt affære i den italienske Serie A. Mens Juventus og AS Roma er stukket af på de to øverste placeringer, er forskellen mellem ligaens tredje og syvendeplads blot to points. 

Netop tredjepladsen er eftertragtet, da denne sikrer Champions League i den kommende sæson. En plads som AC Milan-keeper Diego Lopez håber på at kapre, selvom holdet aktuelt er placeret under de europæiske pladser:

- Selvfølgelig kan vi slutte i top tre, men det bliver svært. Der er mange hold i ligaen, der har ambitioner om Champions League. Napoli forbliver vores største rival, men mandskaber som Inter og Fiorentina kæmper også. Samtidig spiller Genoa og Lazio godt for tiden, siger Diego Lopez til Tuttosport. 

AC Milan og Napoli har begge 24 points i Serie A. Lørdag venter en svær opgave for Diego Lopez og holdkammeraterne, når AS Roma tager imod.