Milan må undvære forsvarsklippe i Milano-derby
Illustration
Serie A

Milan må undvære forsvarsklippe i Milano-derby

Brasilianske Alex misser kampen mod Inter på grund af en forstrækning.

En af sæsonens største kampe i Serie A sparkes i gang søndag aften, når de to Milano-klubber, Inter og Milan, brager sammen på San Siro. Selvom ingen af traditionsklubberne er kommet specielt godt fra start, har kampen kæmpe betydning.

Mens meget af optakten har handlet om Roberto Mancinis comeback for Inter, så er der mindre gode nyheder for Milan. Holdet må således undvære den brasilianske krumtap Alex, der pådrog sig en forstrækning i låret og dermed går glip af Milano-braget. Det skriver Milan på klubbens hjemmeside. 

Alex misser dog ikke blot kampen mod Inter, da han forventes at være ude i et par uger. 

Milan må ligeledes klare sig uden Daniele Bonera på grund af karantæne, mens der stadig er spørgsmålstegn ved Ignazio Abate, Nige de Jong og Riccardo Montolivo. 

Kampen spilles søndag aften klokken 20.45.