AC Milan har hentet den bare 19-årige østriger Philipp Prosenik i Chelsea efter at de to klubber er kommet overens om en pris for talentet.
Philipp Prosenik kom til Chelsea i sommeren 2009, da han som 16-årig blev hentet af danske Frank Arnesen i Rapid Wien.
Dengang var angriberen jagtet af ganske mange topklubber i Europa, men Chelsea vandt kampen. Udviklingen i London har dog ikke været så god som håbet.
Philipp Prosenik har i Chelsea-tiden været ramt af flere alvorlige skader, og selv om han på ungdoms-niveau har imponeret ganske godt i de skadesfri perioder, er det alligevel kun blevet til en enkelt optræden på "de voksnes" reservehold.
Nu får Philipp Prosenik så muligheden for en frisk start i den italienske storklub.