Milan viser interesse for Drogba
Didier Drogba ser ikke ud til at fortsætte i kinesiske Shanghai Shenhua, hvor den ivorianske angriber gerne vil have ophævet kontrakten. Sker det, vil en lang række klubber stå i kø for at få fat i den fysisk stærke angribers underskrift.
En af de klubber er AC Milan, der leder efter offensiv forstærkning, efter forhandlingerne med Kaka er brudt sammen.
Milan-træner Massimiliano Allegri vil i hvert fald gerne have den tidligere Chelsea-spiller til den italienske storklub.
- Storspillere af hans kaliber er altid velkomne. Galliani (vice-præsident, red.) ved, om handlen kan lade sig gøre, siger Allegri ifølge Sky Sports.
Milan-ledelsen har ellers meldt ude, at der ikke kommer store handler her i januar, men på grund af Drogbas situation i Kina er et muligt skifte realistisk.
- En spiller som Drogba vil helt sikkert hæve holdets tekniske niveau. Vi må se, hvad klubben er i stand til. Ellers fortsætter vi som hidtil og håber på at have en god halvsæson, som er vores mål, lyder det fra Milan-træneren.
Milan er efter en skidt sæsonstart så småt ved at komme i gang, og Rossoneri ligger i øjeblikket på en 6. plads med ni point op til Lazio på den Champions League-givende tredjeplads.