Video : Tipsbladet
Serie A

Milano-klubberne kom perfekt fra land med storsejre i Serie A

Både AC Milan og Inter fik tre point i deres første kampe i Serie A.

AC Milan har købt flere for over 1,5 milliarder kroner i dette transfervindue, og flere af de nye profiler var også med fra start i udekampen mod Crotone. 

Franck Kessié er én af de nye spillere, og midtbanespilleren kom på tavlen efter blot seks minutter, da han omsatte et straffespark, som også resulterede i et direkte rødt kort til hjemmeholdets Federico Ceccherini. 

I løbet af de næste 18 minutter lukkede AC Milan kampen med to yderligere scoringer. Først var den unge angriber, Patrick Cutrone, på pletten efter oplæg af Suso, og senere scorede Suso selv. Herefter kørte Vincenzo Montellas tropper en sikker sejr i land. 

Også rivalerne fra Inter vandt 3-0. Luciano Spalletis mandskab mødte Fiorentina, og her var Mauro Icardi brandvarm. Argentineren scorede de to første mål, inden Ivan Perisic i anden halvleg slog sejren fast.