Mourinho afviser Inter-job
Serie A

Mourinho afviser Inter-job

Jose Mourinho rygtes gang på gang til Inter, men det er ikke et job, som han er tæt på.

Italienske Inter startede sæsonen forrygende, men er gået helt i stå. I starten af 2016 er det kun gået en vej for klubben, der stille og roligt er dalet ned gennem Serie A-tabellen trods den gode start. De dårlige resultater på det seneste har da også skabt pres på træner Roberto Mancini, som flere gange har været meldt tæt på exit. 

Dette også på baggrund af, at den tidligere succestræner i Inter José Mourinho aktuelt står uden job. Det har fået fans og journalister til at drømme om comeback, men det bliver der ikke noget af for nu. Det understreger hovedpersonen selv, der dog skal overvære Inter i weekenden sammen med tidligere Inter-boss Massimo Moratti:

- Jeg forlod Inter tilbage i 2010, og efterfølgende har jeg arbejdet hårdt i både Real Madrid og Chelsea. Der har derfor ikke været den store tid til at mødes med Moratti-familien. Vi besluttede dog forleden, at vi skulle mødes, siger José Mourinho til La Stampa og fortsætter: 

- Efter middag skal vi se Inter på San Siro, hvor spillet og stemningen skal få os i rette forfatning. Jeg vil dog gerne gøre en ting helt klart. Jeg kommer ikke til at stå i spidsen for Inter i næste sæson. Inter har et godt projekt, og det er ledelsen samt Roberto Mancini, der står for det. Deres mission bakker jeg 100 procent op, udtaler Mourinho.

Inter indtager femtepladsen i Serie A, og står dermed akkurat på Europa League-pladsen. Denne kan man dog miste til AC Milan, der bare er to points efter Inter.