Napoli raser mod dommer: Skamfuldt og skadeligt for fodbolden
Foto: Valerio Pennicino/Getty Images
Serie A

Napoli raser mod dommer: Skamfuldt og skadeligt for fodbolden

Napolis direktør var efter Coppa Italia-kampen mod Juventus oppe i det røde felt over to straffespark, som han ikke mente var i nærheden af at skulle dømmes.

Længe lå Napoli godt til at få et fordelagtigt resultat med fra Torino i mandagens første semifinale mod Juventus i den italienske Coppa Italia.

Napoli var foran 0-1 ved halvleg, men blandt andet takket være to straffesparkscoringer fik Juventus vendt kampen til 3-1. Det er Napoli-lejren langt fra tilfreds med.

- Vi finder det vigtigt offentlig at takke drengene for deres indsats og at sige, at vi ender med at blive besejret af to beslutninger, der ikke var op til debat, men var skamfulde og skadelige for italienske fodbold, siger Napoli-direktør Cristiano Giuntoli til Rai Sport.

Napolis mål blev scoret af Callejon, mens Juventus’ mål kom fra sidste sæsons Napoli-topscorer Gonzalo Higuain, samt de to straffesparks-eksekveringer af Paulo Dybala.