Nemanja Vidic frygtes ude i et halvt år
Serie A

Nemanja Vidic frygtes ude i et halvt år

Nemanja Vidic er blevet opereret for en diskusprolaps, og forsvarsspilleren kan risikere at være ude i seks måneder.

Det skabte store overskrifter, da Nemanja Vidic skiftede Manchester United ud med Inter og Serie A i 2014. På San Siro har den serbiske spiller leveret flere gode præsentationer, men på det seneste har forsvarsspilleren kæmpet med rygproblemer. Dette blev så alvorligt, at Vidic senest måtte under kniven. 

Inter bekræfter nu på sin Twitter-konto, at Nemanja Vidic er blevet opereret for en diskusprolaps. Af samme grund venter en længere pause, og selvom klubben ikke sætter tid på skaden til sin profil, er flere italienske medier enige om omfanget. 

Onsdag skriver både Corriere dello Sport og Sky Sport Italia, at serbiske Vidic kan se frem mod en længere pause på sidelinjen. I værste fald kan spillerens diskusprolaps koste seks måneder ude, og dermed vil den tidligere Premier League-stjerne misse resten af året, hvor han kun kan følge sine holdkammerater fra lægterne. 

Går det mere hurtigt for Vidic, kan den 33-årige forsvarer glæde sig over "blot" at være ude i tre måneder. 

Nemanja Vidic skiftede til Inter fra Manchester United i 2014, efter han ikke længere var garanteret en fast plads på Old Trafford. Den centrale forsvarsspiller havde været i klubben siden 2006, hvor han skiftede til England fra russiske Spartak Moskva. 

I Inter har man endnu ikke kommenteret omfanget af pausen officielt.