Ny overraskende åbning i Tevez-handel

Carlos Tevez kan måske alligevel ende i Milano. Foto: Scanpix
AC Milan er tilbage i forhandlingerne om Carlos Tevez, der med få timer igen af transfervinduet endnu ikke har fundet en ny klub.

Der har været skrevet og sagt mange ting om fremtiden for Carlos Tevez i de seneste uger af transfervinduet. Inter, AC Milan og PSG har gennem forløbet virket som de klart mest seriøse bejlere til den kontroversielle argentiner.

En byttehandel mellem Liverpool og Manchester City med Andy Carroll og Carlos Tevez har været nævnt, FC Barcelona er angiveligt også blevet tilbudt at købe Tevez, russiske Anzhi er interesseret og QPR har tilbudt at leje, Malaga har haft følere ude.

Lige meget hvad, er der med få timer tilbage af transfervinduet stadig ingen afklaring omkring, hvor argentineren skal spille i fremtiden.

Men bedst som man troede, at AC Milan var fortid i "Tevez-sagaen," er italienerne nu på vej tilbage i kampen. Sent mandag aften nægtede præsident Adriano Galliani at udelukke et sidste-øjebliks skifte, hvilket har fået gisningerne til at sprede sig med lynets hast.

Da AC Milan trak sig ud af forhandlingerne med Manchester City, skydes det, at klubbens transferkabale ikke længere kunne gå op. AC Milan vil gerne sælge den brasilianske angriber Pato, og PSG i Frankrig var udset som køber.

Men selv om klubberne angiveligt var tæt på enighed, nægtede angriberen selv at flytte, og så var der pludselig ingen penge til en Tevez-handel i AC Milan.

Adriano Gallianis kryptiske signal passer perfekt med, at der nu er forlydender om, at PSG atter er inde i billedet omkring et køb af Pato, hvilket kan resultere i et lynskifte for Carlos Tevez.

Forhandlingerne var tidligere så langt fremme mellem City og Milan, at det formentlig blot er at sætte en underskrift. Det samme gælder Tevez' personlige krav med AC Milan, der har ført massive forhandlinger med argentinerens rådgiver tidligere på måneden.

Et problem kan blive, at Italiens transfervindue allerede lukker klokken 19, hvilket gør, at der kun er ganske få timer til at få arrangeret en officiel handel.




Seneste nyt på tipsbladet.dk