Den 22-årige Palermo-spiller Javier Pastore er en ombejlet herre - i hvert fald hvis man skal tro den altid åbenmundede præsident Maurizio Zamparini.
Klubber som Barcelona, Real Madrid, Malaga, Chelsea, Paris SG, Napoli, Milan, Roma og Juventus har været nævnt som interesserede, men nu beretter Zamparini, at to af de interesserede klubber er et mulehår foran de andre i kampen om Pastores underskrift.
- Lige nu ser det ud til, at Pastore tager til udlandet. Real Madrid og Chelsea fører kapløbet om ham. Ellers er der ikke meget nyt, da det er de samme klubber, der vil have ham, siger Zamparini ifølge La Gazzetta dello Sport og understreger, at Napoli ikke har afgivet et nyt bud, som Il Corriere dello Sport ellers citerede ham for i går
- Napoli har ikke afgivet et nyt bud på ham. De citater er gamle. De stammer fra et møde for flere uger siden. De Laurentiis (napoli-præsident Aurelio de Laurentiis red.) sad ved siden af mig og spurgte mig, om vi kunne tale om Pastore. Jeg sagde nej og har ikke hørt fra ham sidne, forklarer Zamparini.
Javier Pastore har en frikøbsklausul i sin kontrakt med Palermo på svimlende 100 millioner euro (godt 746 millioner kroner), men det forventes, at Palermo er villig til at lytte til tilbud på det halve.