Hvis man er en af dem, der glæder sig til at finde ud af, hvor Javier Pastore skal spille efter sommerferien, er det nok en god ide at holde tipsbladet.dk kørende, inden det bliver sengetid engang i aften.
For et salg af det argentinske stjerneskud skulle være lige på trapperne. Med en lille smule held i sprøjten er Pastores nye klub offentliggjort et sted imellem aftenkaffen og natmaden.
- Jeg vil kun udtale mig, når handlen er færdiggjort. Vi er i gang med de afsluttende forhandlinger nu, så vi er kun få timer fra at have handlen på plads. Jeg kan tale med dig om et par timer, siger Palermos klubpræsident Maurizio Zamperini til en journalist fra Sky Italia.
Ifølge både engelske- og italienske medier er feltet af bejlere til Javier Pastore skåret ned til to, således kun Chelsea og Paris Saint Germain er tilbage i kampen. Så det er altså efter alt at dømme i blandt de to, at midtbanespillerens kommende arbejdsgiver skal findes.
Leonardo, der er sportsdirektør i Paris Saint Germain, udtaler onsdag aften, at det bliver meget svært at hente Pastore til den franske hovedstad. Så mon ikke, at midtbanespilleren i den sidste ende rykker teltpælene fra Sicilien til London?