AGF og Lazio var enige om overgangssummen, men Jakob Poulsen sprang fra og sagde nej tak til tilbuddet om at komme til Lazio. Derfor valgte romerne at hente tyske Thomas Hitzlsperger, der var røget på bænken i VfB Stuttgart.
Hitzlsperger har dog kun optrådt seks gange for Lazio, og i dag fortryder han, at han ikke gjorde ligesom danskeren.
- Dengang var jeg sikker: Jeg er 28 år, og det skal nok lykkes hurtigt at tilpasse sig og få spilletid. Det var en fejlvurdering, siger Hitzlsperger til Kicker om valget af Lazio, der gav ham 90 minutters spilletid som "farvelgave" i 38. og sidste spillerunde.
Det forventes nemlig ikke, at tyskeren fortsætter hos italienerne, selvom han kun har spillet i klubben i et halvt år, og selvom han stadig har to år tilbage af kontrakten.
- Det er svært at forestille sig, at jeg har en fremtid i Lazio. Jeg kan godt forestille et skifte til en klub i Bundesligaen. På den anden side afskrækker det mig ikke at prøve noget andet i udlandet, siger Hitzlsperger.
Den 28-årige tysker havde håbet, at hanmed skiftet spillede sig tættere på en plads i Joachim Löws VM-trup. Det skete ikke, og Hitzlsperger er end ikke kommet med i den bruttotrup, som senest 1. juni skæres ned til 23 mand.