Ranocchia afviste Juventus
Illustration
Serie A

Ranocchia afviste Juventus

Andrea Ranocchia har afvist et skifte til Juventus og vil i stedet forlænge kontrakten med Inter.

Andrea Ranocchia vil hellere forsøge at vippe Juventus af pinden som italiensk mester i hans nuværende klub, Inter, end han vil trække den sort-hvid stribede trøje over hovedet.

Således har den italienske landsholdspiller afvist et skifte til Juventus, fortæller Ranocchia til RAI:

- Jeg sagde nej, fordi jeg vil slå Juventus med Inter. At vinde et trofæ her vil betyde mere, end det vil betyde for mig at vinde 1000 trofæer andre steder, siger han.

Ranocchia var i første omgang udtaget til den 30-mand store VM-bruttotrup for Italien, men blev siet fra i sidste øjeblik, da truppen skulle skæres ned fra 30 til 23 spillere.