Roma er klar til Real Madrid: Udraderer Fiorentina med 4-1
Serie A

Roma er klar til Real Madrid: Udraderer Fiorentina med 4-1

AS Roma er 100 % klar til at møde Real Madrid på tirsdag, efter man her til aften lammetævede Fiorentina med 4-1.

AS Roma og Fiorentina lå inden aftenens kamp a point på tredjepladsen, hvor begge hold havde skrabet 53 point sammen. Dermed var der altså lagt i kakkelovnen til en særdeles vigtig affære på Stadio Olimpico, hvor vinderen ville tage vigtige skridt i bestræbelserne efter at få fingrene i den CL-kvalgivende tredjeplads.

Kampen var blot 22 minutter gammel, da værterne bragte sig i front. Det skete, efter Salah lagde en flot bold ind til El Shaarawy, som sikkert og nemt sparkede bolden i mål. Kort efter gjorde Salah det til 2-0, da han trykkede af fra distancen. Bolden blev rettet af og gik ind i mål bag en chanceløs Tatarusanu i Fiorentina-målet. Og 3-0 blev det også, da en flot kontra gjorde, at El Shaarawy flot spillede Perotti fri, der sparkede kuglen i mål første gang.

I første halvlegs overtid begik Digne et klodset straffespark, og her var Ilicic sikkerheden selv. 3-1 stod den til hjemmeholdet efter en særdeles underholdende første halvleg.

I anden halvleg lagde Fiorentina et godt pres og havde et fint skud fra distancen, der røg lige forbi. Men et kvarter inde i anden halvleg skete det, der helst ikke må ske, når AS Roma er i besiddelse af dygtige spillere som Miralem Pjanic og Mohamed Salah. Førstnævnte lagde en noget nær guddomelig aflevering i dybden til lynhurtige Salah, der ikke svigtede. Egypteren sparkede lige mellem benene på Tatarusanu, og så stod det 4-1. 

Kort før slutfløjt fik Totti muligheden på et frispark, men legenden ramte stolpen. 

4-1 blev det, og dermed er Roma solidt på tredjepladsen. Og klar til Real Madrid på tirsdag.