Roma præsenterer Spalletti som ny cheftræner
Serie A

Roma præsenterer Spalletti som ny cheftræner

Efter fyringen af Rudi Garcia har AS Roma fundet sin nye træner. Det bliver en gammel kending i form af Luciano Spalletti.

Luciano Spalletti bliver ny cheftræner for AS Roma. Det har den italienske klub bekræftet på sin hjemmeside.

Den 56-årige træner kommer allerede til at stå i spidsen for sin nye klub på søndag, når Roma tager imod Verona hjemme på Stadio Olimpico. 

Det bliver Spallettis anden periode som cheftræner for romerne. Også mellem 2005 og 2009 havde han ansvaret for klubben. Her nåede han blandt andet at vinde to pokaltitler. 

- Jeg er begejstret, fordi jeg kender meritterne i denne by, denne klub og dette hold. Det er spændende at arbejde med så værdige folk, siger Spalletti til Romas hjemmeside. 

Klubpræsident Jim Pallotta er også svært begejstret for ansættelsen af Rudi Garcias afløser.

- Han er en bevist vinder med en stærk historie fyldt med succes. Vi ser frem til at arbejde sammen om at tage Roma derhen, hvor vi mener, den bør være, siger præsidenten.

Efter sin seneste Roma-tjans tilbragte Spalletti fem år med Zenit Skt. Petersborg. Her stoppede han i 2014 og har ikke haft et trænerjob siden.