Roma-profil skal under kniven
Foto: Polfoto
Serie A

Roma-profil skal under kniven

AS Romas Kevin Strootman skal opereres i knæet som følge af den skade, han pådrog sig i søndagens Serie A-opgør mod Fiorentina.

Kevin Strootman kan se frem til en skadespause, efter han i søndagens opgør mod Fiorentina måtte lade sig udskifte med en knæskade. 

Det var Strootmans bare sjette kamp for AS Roma, siden han kom tilbage fra en korsbåndsskade, som også holdt ham ude af VM-slutrunden i sommer. 

Og det er det samme knæ, som den er gal med denne gang, og Strootmans knæ skal derfor gennemgå en operation. Det bekræfter AS Roma. 

- Kevin Strootman gennemgik i går undersøgelser omkring sit knæ med de læger, som tidligere har opereret på ham. Undersøgelsen har vist, at der er en del fibrøst væv, som bør fjernes. 

- Han skal derfor gennemgå en operation i morgen, som vil blive gennemført i Amsterdam, skriver den italienske klub i en pressemeddelelse. 

Det vides endnu ikke, hvor lang tid, Kevin Strootman vil sidde ude som resultat af skaden.