Roma-spiller på vej mod længe ventet comeback
Serie A

Roma-spiller på vej mod længe ventet comeback

Kevin Strootman kan snart tørne ud for Romas førstehold igen, efter han har siddet ude med en skade i et år.

Den hollandske midtbanespiller Kevin Strootman har ikke spillet for Romas Serie A hold siden januar 2015 på grund af en knæskade.

Men nu kan et comeback være lige rundt om hjørnet. 

Den 25-årige hollænder spillede fredag 45 minutter for Romas ungdomshold, hvor han selv scorede et mål. Og det er noget, som Romas træner, Luciano Spalletti, lagde mærke til.

- Kevin viste, han er på vej tilbage. Og jeg kan virkelig godt lide, at selv om kampen var lukket, gik han ind i to voldsomme tacklinger, siger han til Goal.

Det, som især imponerede Spalletti, var, at Strootman stillede sig op i frisparksmuren og prøvede at distrahere modstanderens skytte.

- Det er den slags ting, som stjernespillere ikke altid gør. Men han er meget professionel og har ikke noget problem med at gøre de ekstra ting, hvor man kan risikere at få bolden i hovedet. Han er ekstraordinær person, lyder de meget rosende ord fra Roma-træneren. 

Kevin Strootman kom til Roma i 2013, efter han i to sæsoner havde været en af profilerne i PSV.