Santos accepterer stort Juventus-bud på 19-årigt vidunder
Serie A

Santos accepterer stort Juventus-bud på 19-årigt vidunder

Juventus har fået et bud på den eftertragtede Gabriel Barbosa accepteret. Det bekræfter Santos.

En af profilerne ved sommerens Olympiske Lege bliver Santos-spilleren Gabriel Barbosa. Han er bedre kendt som Gabigol i hjemlandet, men fremover kan det navn sprede sig langt. 

Potentialet til det, er der i hvert fald. Barbosas klub, Santos, har nemlig accepteret et bud på 150 millioner kroner for den tekniske brasilianer. Det er italienske Juventus, der har afgivet buddet, og accepterer Barbosa de forsvarende italienske mestres tilbud, så går der nok ikke længe, før at hele Serie A og resten af verden ved, hvem han er. 

- Vi har sendt et brev til Wagner (Ribeiro, spillerens agent, red.), Valdemir og Lindalva (spillerens forældre, red.) med aftalen. Hvis de synes, det er interessant, vil vi gå videre med det - blandt andet for at rådføre os med Barcelona, siger klubbens præsident Modesto Roma til Globoesporte og hentyder til forkøbsret, som catalanerne har på den 19-årige angriber, der hidtil har scoret fem mål i 10 ligakampe denne sæson. 

Selvom Santos har accepteret et bud på spilleren, er der dog lang vej, såfremt et skifte skal gå igennem. Klubben skal nemlig have 130 millioner af beløbet, selvom de kun ejer 40 procent. Resten ejes delvist af ham selv, familien og en tredjepart. For skiftet kan gå igennem, skal Barbosa opigve sin andel for blot 15 millioner kroner - noget flere spekulerer i, at han ikke er villig til at gøre.