Onsdagens Champions League-match på San Siro mellem AC Milan og Arsenal var ikke mange minutter gammel, før Clarence Seedorf måtte lade sig udskifte med en skade. Og skaden, som hollænderen pådrog sig i baglåret, kommer til at koste ham en ufrivillig pause.
Italienske medier skriver fredag aften, at Clarence Seedorf må se til fra sidelinjen den næste måned. Dermed støder hollænderen til navne som Gennaro Gattuso, Alberto Aquilani, Alexander Merkel og Mathieu Flamini, der i forvejen er på listen over skadede midtbanespillere i Milano-klubben.
Desuden går der rygter om, at også Philippe Mexes har pådraget sig en mindre skade, og han meldes derfor tvivlsom til Milans kamp mod Cesena søndag eftermiddag.