AC Milan må undvære angriberen Antonio Cassano i op til et halvt år, efter han tidligere på dagen blev opereret i hjertet. Derfor skal italienerne have en ny angriber, og skal man tro engelske Daily Star, kan det meget vel blive Manchester Citys problembarn, Carlos Tevez.
Ifølge avisen ønsker AC Milan at tilknytte den argentinske stjerne, allerede når transfervinduet åbner til januar. Tevez er til salg i Manchester City. Dels fordi han selv vil væk, og dels på grund af skandalen fra Tyskland, hvor han tidligere på efteråret nægtede at lade sig indskifte i en Champions League-kamp mod Bayern München.
Får AC Milan fingre i Carlos Tevez, skal argentineren efter alt at dømme danne angrebspar med en anden kontroversiel herre i form af svenske Zlatan Ibrahimovic. De kan blive lidt af en mundfuld - både for diverse forsvar og for Milan-træner Massimiliano Allegri.