Video : Tipsbladet
Serie A

Torino lejer argentinsk kant i Roma

Juan Iturbe er blevet lejet fra Roma til Torino. De to klubber har aftalt en frikøbsklausul på 12,5 millioner Euro.

Da Juan Iturbe tog skiftet fra FC Porto til Hellas Verona, blev han en stor succes i det italienske. Efter et år på leje i Hellas Verona udnyttede den italienske klub sin frikøbsklausul, men allerede to uger efter, købte Roma ham i Verona. Her har han dog ikke været nogen succes, og nu sendes han videre i systemet.

Først blev Juan Iturbe lejet ud til engelske Bournemouth, men det blev ikke vekslet til et permanent ophold. Og nu her et halvt år efter returen til Roma sender hovedstadsklubben argentineren videre. Han skal nu på leje i Torino.

Kantspilleren har gennemført et lægetjek og er nu kun formaliteter fra at være Torinospiller. De to klubber har aftalt, at Torino kan købe Iturbe fri af kontrakten i Roma for 12,5 millioner Euro.

Juan Iturbe, der er blevet 23 år, blev af mange set som et stort talent i FC Porto, men det fulde potentiale er endnu ikke kommet til syne. Nu får han en mulighed mere i Torino.