Torres: Måtte ofre mine egne kvaliteter i Chelsea
Illustration
Serie A

Torres: Måtte ofre mine egne kvaliteter i Chelsea

Fernando Torres manglende succes i Chelsea skyldtes en anderledes spillestil, hvor han måtte fokusere mere på holdet end sig selv.

Efter stor succes i både Atletico Madrid og Liverpool var Fernando Torres udset til at tage Stamford Bridge med storm, men angribeen formåede aldrig at overføre fordums meritter til Chelsea, og i sommer forsvandt muligheden for at leve op til de store forventninger, da han lavede en to-årig lejeaftale med Milan. 

Ifølge Torres selv blev han aldrig en succes i Chelsea, fordi holdet spillede en anderledes form for fodbold i forhold til Atletico Madrid og Liverpool.

- Jeg tror, det skyldes de forskellige spillestile, som holdene havde. Atletico Madrid og Liverpool spillede samme form for fodbold, og jeg havde et godt samarbejde med spillerne. I Atletico var det Albertini, Ibagaza og senere Maxi Rodriguez. Det var spillere, jeg havde en speciel forbindelse med. I Liverpool var det Xabi Alonso og specielt Steven Gerrard. Chelsea spillede meget anderledes. Her måtte du ofre dine kvaliteter for at hjælpe holdet, siger Torres til BeIn Sports.

Desværre for Torres er de svage præstationer fra Chelsea-tiden taget med til Milano, men spanieren mener selv, at det er et spørgsmål om tid, før han rammer sit niveau.

- Det tager tid at tilpasse sig, fordi det er meget anderledes i Italien. Ikke vanskeligere, men anderledes. Det er et spørgsmål om tid, men nu føler jeg mig mere integreret på holdet, og jeg forstår nu, hvad holdet har brug for, siger Torres.

Den spanske angriber får en perfekt mulighed for at lukke munden på kritikkerne og skyde sig ind i Milan-fansenes hjerter, når der står lokalbrag på menuen søndag aften mod Inter.