Vidal om Real og Barca: Dumme rygter
Illustration
Serie A

Vidal om Real og Barca: Dumme rygter

Arturo Vidal fra Juventus afviser, at han er på vej til Real Madrid eller FC Barcelona.

Juventus forlængede aftalen med stjernespilleren Arturo Vidal tilbage i december, så Torino-klubben nu har papir på chileneren indtil 2017. På det seneste har der dog floreret rygter om, at Real Madrid og FC Barcelona overvejer at købe Vidal. Men det kan de godt glemme.

Midtbanespilleren selv forsikrer, at han trives i Italien og ønsker at vinde flere pokaler for Juventus.

- Mig til Real Madrid eller Barcelona? Det er latterligt, siger Vidal til Corriere dello Sport og tilføjer:

- Det er en ikke-historie. Det eneste jeg ønsker er at vinde ligaen med Juventus og få en god VM-slutrunde.

26-årige Vidal har været en stor profil for Juventus siden sin ankomst fra Bayer Leverkusen i 2011. Han har scoret 27 mål i 83 Serie A-kampe indtil videre.