
Kritik har der været nok af til Zlatan Ibrahimovic af forskellige grunde gennem hans karriere, men når han har spillet ligafodbold for sine italienske klubber, har han været aldeles fremragende, hvilket i aftes blev understreget af, at han scorede sit 100. Serie A-mål.
AC Milan havde besøg af upåagtede Chievo, der heller ikke fik mange ben til jorden i de 90 minutter. Allerede efter 8 minutter var de bagud ved Thiago Silva og yderligere 8 minutter senere havde Milan også 2-0-føringen, da Zlatan Ibrahimovic scorede sit jubilæumsmål.
Det tredje og fjerde Milan-mål kom også før pausen ved Alexandre Pato og dernæst Zlatan Ibrahimovic på straffe, før kampen døde totalt i anden halvleg.
Med storsejren sikrer Milan sig andenpladsen lige bag Juventus, der dog stadig har en smule luft i toppen foran forfølgerne.