Zlatans agent åbner for Real-skifte

Ibrahimovic kan måske blive næste stjerne på Bernabeu. Foto: Scanpix
Zlatan Ibrahimovic faldt aldrig til i Barcelona, alligevel taler svenskerens agent sin klient til spanske Real Madrid.

Ifølge den høje svenske skarpretters agent har Real Madrid udvist interesse for Ibrahimovic. Svenskeren som sidste år var med til at gøre AC Milan mestre, har ellers selv udtrykt, at han gerne spiller resten af karrieren færdig på San Siro.

Mellem 2009 og 2010 tørnede Ibrahimovic ud for Barcelona uden nogen sinde rigtigt at falde til. Her havde han det især svært med holdkammeraten Lionel Messi og senere også træner Guardiola.

Men Zlatans repræsentant, Mino Raiola, indikerer, at svenskeren skulle være åben for et skifte tilbage til Spanien, og måske ligger der et lille ønske om at vise lederne i Barcelona, at de tog fejl ved at skilde sig af med ham.

- Jeg får tilbud hver dag, så jeg kan ikke give nogen garantier (om Zlatans fremtid, red.), siger Raiola ifølge La Gazzetta dello Sport og tilføjer:

- Real Madrid ville være en meget interessant udfordring.

Ibrahimovic har scoret 15 mål i 18 optrædener i Serie A i år. Raiola har tidligere indikeret, at Milan præsident Silvio Berlusconi ikke vil slippe Ibrahimovic for mindre end 1,1 milliarder kr.

Seneste nyt på tipsbladet.dk