Albæk før afskedskamp: Vi vinder og jeg scorer
Foto: Getty Images
Skandinavien

Albæk før afskedskamp: Vi vinder og jeg scorer

Mads Albæk spiller sin sidste hjemmekamp mandag aften for IFK Göteborg.

Den tidligere FC Midtjylland-anfører Mads Albæk spiller mandag aften sin sidste kamp foran IFK-fansene i Göteborg, når Halmstad er gæster i Allsvenskan. Den danske midtbaneprofil har siden 2015 været en bærende kraft hos IFK men skifter nu til tyske Kaiserslautern. 

Først skal arbejdet dog gøres færdigt i Sverige. 

- Det er selvfølgelig trist. Vi har fremragende fans. De har gjort det godt i de to år, jeg har været her. De fans er halvdelen af denne klub. De har vist stor støtte. Det bliver trist, men sådan er det. Der venter nye udfordringer, som eg ser frem til, siger Mads Albæk til lokalavisen Göteborg Posten.

- Jeg har mange gode minder fra Gamla Ullevi, hvor vi ikke har tabt mange kampe. Frisparksmålet hjemme imod Karabakh er et godt minde, og det var en meget vigtig kamp. Det har været en virkelig god hjemmebane, og det er første gang i min karriere, at jeg har spillet foran tilskuere med  sådan et tryk, lyder de rosende ord fra danskeren.

IFK har i denne sæson haltet noget på resultat-fronten men går på banen som klare favoritter mod oprykkerne fra Halmstad. Mads Albæk har da også sin egen spådom for, hvordan afskedskampen kommer til at gå.

- Vi vinder selvfølgelig, og jeg scorer. Men det vigtigste er, at vi vinder, lyder det fra Mads Albæk.

IFK Göteborg er inden aftenens kamp på en skuffende 11. plads i Allsvenskan.