Bekræftet: Nicki Bille fortsætter i Rosenborg
Illustration
Skandinavien

Bekræftet: Nicki Bille fortsætter i Rosenborg

Sportslig leder i Rosenborg, Erik Hoftun, bekræfter på et pressemøde sent torsdag aften, at Nicki Bille Nielsen bliver i klubben.

Nicki Bille Nielsen beholder sit job i Rosenborg på trods af, at han i påsken blev anholdt i København i forbindelse med en bytur. Efter flere dages uvished bekræfter den norske storklub på et pressemøde sent torsdag aften, at Nicki Bille ikke får en fyreseddel, selv om han nu er blevet anholdt to gange under sit ophold i klubben.

- Vi har brugt den nødvendige tid for at træffe en afgørelse. Der er ingen grund til at tvivle på det, som Nicki siger til os. Vi er kommet frem til en løsning, som Nicki accepterer. Det handler om at hjælpe Nicki, så han ikke havner i sådanne situationer igen, siger sportslig leder Erik Hoftun.

Den løsning, som Rosenborg og Nicki Bille Nielsen i fællesskab har fundet frem til, indeholder tre punkter, som danskeren i fremtiden skal overholde. For det første er Nicki Bille blevet pålagt et alkoholforbud, for det andet skal han udføre socialt arbejde i sin fritid, og for det tredje skal han fortsætte det anger management-kursus, som han påbegyndte efter sin første anholdelse sidste år.

Nicki Bille er tilbage på træningsbanen i Rosenborg i morgen.