Bendtner efter afgørende scoring: Betyder intet
Foto: Trond Tandberg/Getty Images
Skandinavien

Bendtner efter afgørende scoring: Betyder intet

Nicklas Bendtner sikrede Rosenborg et enkelt point mandag, men målet betyder intet for den tidligere landsholdsangriber.

På udebane mod Kristiansund var Rosenborg komfortabelt foran 0-2, men efter pausen ændrede kampen sig. Gæsterne var pludselig bagud 3-2, og det betød, at Nicklas Bendtner kom på banen fra bænken. 

Den tidligere danske landsholdsangriber scorede til 3-3 og var helten for Rosenborg, men det var ikke en tilfreds angriber efter kampen. 

- Det er utroligt skuffende for os. Vi er foran 2-0, og så skal vi køre den hjem og have tre point. Det er godt kæmpet af de andre, at de får tre mål ind, men vi må kigge os selv i spejlet. Skuffende omgang. 

- Det betyder ikke noget for mig, for at være ærlig. Jeg ville hellere have haft de tre point, siger Nicklas Bendtner til VG efter kampen. 

Rosenborg står foran kvalifikationsrunderne til Champions League, og det er med en bekymret mine, at de går ind til dem efter mandagens præstation.

- Hvis vi gør sådan her i Europa, så kommer vi ikke til at kvalificere os, siger Bendtner.