Video : Tipsbladet
Skandinavien

Bendtner rundede 10 mål: Håber, vi kan beholde ham

Søndag scorede Nicklas Bendtner sit 10. ligamål i sæsonen. Hans træner i Rosenborg, Kåre Ingebrigtsen, lyder ikke som en mand, der er tryg ved, at angriberen bliver i klubben.

Det er 10 år, siden Nicklas Bendtner rundede et tocifret antal ligamål, men søndag sørgede han for at gøre det igen. Her steg han til vejrs efter et hjørnespark og headede Rosenborg foran mod Strømsgodset i kampen, der endte 2-0.

Den lange angriber er egentlig ikke selv helt tilfreds med antallet af mål, der burde være nogle flere, men hans træner lader til at være godt tilfreds. Faktisk virker det ikke til, at Kåre Ingebrigtsen er helt sikker på, at det lykkes Rosenborg at holde Bendtner i Norge.

Danskeren har ellers kontrakt med den norske mesterklub i resten af denne sæson samt de to næste.

- Nu ser I det, vi har set til træning i lang tid. Forhåbentlig kan vi beholde ham her, siger Ingebrigtsen til Eurosport.

Selv om 29-årige Nicklas Bendtner altså har overgået sine 10 seneste sæsoner, hvad angår målhøst, er han endnu et stykke fra at være topscorer i Eliteserien. Den titel tilhører i øjeblikket Stabæks Ohi Anthony Omoijuanfo.

Til gengæld fastholdt Rosenborg placeringen som nummer ét i tabellen med sejren over Strømsgodet. Klubben har seks point ned til Sarpsborg 08 med danskertrioen Andreas Albech, Nicolai Poulsen og Matti Lund Nielsen på holdet. Der resterer ni runder.