Dansk-svensk keeper på væk fra Malmö FF
Foto: Petros Giannakouris/Polfoto
Skandinavien

Dansk-svensk keeper på væk fra Malmö FF

Robin Olsen har leveret på et højt niveau for Malmö FF det seneste års tid, og hans agent peger på, at Olsen skal væk til sommer.

Robin Olsen har for Malmö FF leveret på et højt og flot niveau over en længere periode, og i efteråret fik han lov til at vise sig frem i den største turnering af dem alle, nemlig Champions League, hvor Malmö var oppe mod Juventus, Olympiakos og Atletico Madrid. Her leverede målmanden, der har dansk pas men spiller for det svenske landshold, så stærke præstationer, at der ifølge hans agent er interesse fra europæiske klubber.

Og allerede i januar skulle italienske klubber have forsøgt at få fat i Robin Olsen, 25 år, men målmanden accepterede at blive i Malmö, fordi klubben leder efter en seriøs afløser. Men til sommer forventer Olsen-lejren, at målmanden tager turen til det store udland.

- Vi forventer, at Robin skal ud til sommer, ingen tvivl. Og Malmö kommer ikke til at stå i vejen for Robin - det har de nemlig sagt om andre spillere, så det må også gælde for Robin, siger agent Hasan Cetinkaya til fotbollskanalen.se og forklarer:

- Der er en masse interesse for Robin, men det er vigtigt, at han kommer til et godt hold, hvor han kan spille og udvikle sig i en bedre liga. Der er interesse fra italienske klubber, men jeg vil ikke gå i detaljer med, hvilke klubber der er tale om, siger agenten videre.

Robin Olsen har været i Malmö FF siden 2012. Der skulle angiveligt være interesse fra italienske Sampdora.