David Nielsen bliver permanent Strømsgodset-boss
Illustration
Skandinavien

David Nielsen bliver permanent Strømsgodset-boss

David Nielsen får fast job som cheftræner i Strømsgodset, skriver Drammens Tidende.

David Nielsen blev forfremmet fra assistenttræner til midlertidig chef i den norske mesterklub Strømsgodset, da Ronny Deila takkede ja til et job i den skotske storklub Celtic, og indtil videre har danskeren gjort et fornemt stykke arbejde i Strømsgodset. Og for det vil han blive belønnet, skriver Drammens Tidende.

Ifølge avisen vil David Nielsen inden længe blive gjort til permanent cheftræner i Strømsgodset. I første omgang var der blot tale om et vikariat, men efter kort tid er det altså lykkedes David Nielsen at overbevise ledelsen i den norske mesterklub om, at han også på sigt er det rette valg.

Det er først og fremmest spillerne i Strømsgodset, der står bag det faktum, at David Nielsen formentlig snart bliver fast træner i klubben. Drammens Tidende skriver, at spillerne er vilde med danskeren og på den baggrund har foreslået ledelsen at give jobbet permanent til Nielsen. Ledelsen i Strømsgodset skulle have været mere i tvivl, om David Nielsen er den rette, men tvivlen ser altså ud til at komme ham til gode.

Sportschef i Strømsgodset, Jostein Flo, ønsker ikke at bekræfte, at David Nielsen bliver på posten som cheftræner, men han fastslår, at danskeren har gjort et godt stykke arbejde.

37-årige David Nielsen skal i aften forsøge at tage Strømsgodset et skridt nærmere gruppespillet i Champions League, når holdet møder Steaua Bukarest på udebane i kvalifikationen. Det første opgør i Norge endte med en rumænsk sejr på 1-0.