David Nielsen om landstrænerjob: Skal være den bedste hver dag
Illustration
Skandinavien

David Nielsen om landstrænerjob: Skal være den bedste hver dag

David Nielsen nyder god succes i sin norske klub Strømgodset. Men han er samtidig klar over, at han skal levere den slags præstationer i mange år, hvis han nogensinde skal få chancen for at stå i spidsen for det danske landshold.

Den danske Strømgodset-træner, David Nielsen, drømmer om en skønne dag at stå i spidsen for det danske A-landshold. Det lægger han ikke skjul på, men han er samtidig bevidst omkring, at det vil kræve mange succesfulde år, før han har gjort sig fortjent til sådan en chance. 

- At være træner for sit land er da det største. Uden tvivl. Jeg bestemmer selv, om jeg vil være dansk landstræner. Hvis jeg vil være det, skal jeg gøre alt rigtigt hver dag, måske de næste 15 år, måske de næste 20 år. Jeg skaber selv mine egne chancer. Får jeg succes, vil andre også gerne have det samme, og når der skal ske noget, peger det i min retning på et tidspunkt, siger han til BT.dk og fortsætter:

- Men det kræver, at jeg leverer som fodboldtræner over mange år. Det ved jeg naturligvis godt. Derfor kan jeg ikke gå og tænke på det dagligt. Her handler det om at præstere konstant. Det er helt simpelt. Jeg skal holde mig selv fit, jeg skal holde mig selv skarp, jeg skal være den bedste hver dag. Det er min konstante ambition. Derefter kommer de andre ting med, lyder det fra David Nielsen.