FCK-emne kan blive Okore-konkurrent
Illustration
Skandinavien

FCK-emne kan blive Okore-konkurrent

Malmö FF's Pontus Jansson er jaget vildt, og han kan blive Aston Villa-spiller i næste sæson, hvor han i så fald kommer til at kæmpe med Jores Okore om en plads i midterforsvaret.

FC København og Brøndby er ved flere lejligheder blevet sat i forbindelse med Malmö FF's midterforsvarer Pontus Jansson, mens også Parma, Torino og Hoffenheim er blevet meldt interesserede.

Nu meddeler svenske fotbolldirekt.se, at også Premier League-klubben Aston Villa er interesseret i svenskeren, og at de har været i Sverige og kigge på ham ved flere lejligheder. Villa blev allerede sidste år kædet sammen med Jansson, der i januar valgte at blive i Malmö. Det svenske medie skriver nu, at det link i høj grad fortsat lever, og at Birmingham-klubben her i starten af sæsonen har set Jansson an fra lægterne på Swedbank Stadion.

Pontus Jansson selv har flere gange sagt, at han ikke er interesseret i et skifte til en anden klub i Skandinavien, hvilket i første omgang udelukker et skifte til FCK, Brøndby og andre danske klubber. Til gengæld vil han få en dansk konkurrent til pladserne i midterforsvaret i Aston Villa, hvis han skifter dertil.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Jores Okore slår jo som bekendt sine folder i Birmingham-klubben, hvor han kæmper for at komme tilbage efter sin alvorlige korsbåndsskade i efteråret.