Gytkjær: Skal være Tippeliga-topscorer
Illustration
Skandinavien

Gytkjær: Skal være Tippeliga-topscorer

Christian Gytkjær vil sparke sig selv til tops som topscorer i Tippeligaen, og han startede allerede bombardementet i sæsonens første kamp.

Christian Gytkjær flyver under den danske radar. Herhjemme er fokus på danskerklubben Rosenborg og medievante Nicki Bille, men nordpå er det Gytkjær, der er den danske bomber.

Sidste år var han med sine 11 mål med til at spille bronze til Haugesund, og i denne sæson er der personlige ambitioner om endnu mere efter allerede at have åbnet scoringen i premieren mod Lillestrøm.

- Jeg skal score flere mål end sidste år, og jeg skulle da også gerne blive topscorer i Tippeligaen. Nu startede jeg med et mål sidst, og selvom jeg slider lidt med en hælskade, håber jeg snart at komme af med den, så jeg kan fortsætte med at bombe. Jeg føler mig skarp, og jeg har lært det hele at kende heroppe, så jeg er ret sikker på, at jeg nok skal overtrumfe sidste sæson, siger Gytkjær til tipsbladet.dk.

Den 23-årige angriber med fortid i FC Nordsjælland er fyldt med selvtillid en tro på egne evner, men det betyder ikke, at han allerede nu sigter efter stjernerne. Målet er at ende deroppe, men kontrakten med Haugesund er lang, og det fik i vinter ikke nogle klubber til at forsøge ihærdigt på et frikøb.

- Jeg har stadig knap tre år tilbage, så jeg ville sikkert være rigtig dyr, hvis der var nogle klubber, der var interesserede i det. Havde jeg været lidt billigere og på kanten til kontraktudløb, så havde der nok også været større interesse, end der var.

- Jeg har ambitioner om at komme til udlandet. Komme til en stor klub og en stor liga, men først og fremmest gælder det om at præstere her. Og jeg skal i hvert fald score flere end 11 mål, hvis de ambitioner skal opfyldes på et tidspunkt. Scorer jeg 30 mål i år, så er der nok også en klub, der har råd til at betale, selvom jeghar to-et-halvt år tilbage af kontrakten, siger Christian Gytkjær.

Bliver den unge angriber sine hælskavanker kvit, starter han nok inde i weekendens kamp mod Start, og så kan han passende tage næste skridt mod det første delmål: 12 scoringer for Haugesund.