Hammarby i dialog med både Wiland og Lindegaard
Foto: Dan Istitene/Getty Images
Skandinavien

Hammarby i dialog med både Wiland og Lindegaard

Jakob Michelsens klub, Hammarby, forhandlinger med Johan Wiland trækker ud, og i stedet overvejer klubben Anders Lindegaard, skriver svensk medie.

Der er allerede et solidt dansk aftryk i Hammarby, der har Jakob Michelsen som cheftræner, den tidligere FCK-scout Jesper Jansson som sportschef og Bjørn Paulsen, Mads Fenger og Jeppe Andersen i spillertruppen. Nu nærmer klubben sig endnu et spiller med tråde til dansk fodbold.

Ifølge Expressen forhandler Hammarby med den tidligere FC København-målmand Johan Wiland, hvis kontrakt i Malmö FF udløber til nytår. Svenskerens dage i Malmö synes talte, efter klubben for nylig hentede Johan Dahlin fra FC Midtjylland ind. 

Men Hammarbys forhandlinger med Wiland trækker ud, så derfor er klubben begyndt at se sig om efter alternativer.

Avisen skriver, at Hammarby har taget kontakt til den tidligere landsholdsmålmand Anders Lindegaard. Han er kontraktfri, efter hans aftale med Preston North End udløb. Før det var han i West Bromwich Albion og Manchester United. 

Sportschef Jansson er ikke meget for at kommentere på, om han er ved at hente en ny keeper til klubben. Han nøjes med at konstatere, at Ögmundur Kristinsson er førstemålmand, indtil han ikke er det længere.

- Kristinsson er en vældig god målmand, og skulle der kommer et bud på ham, så må vi se, hvad vi gør. Vi kigger klart på en del alternativer, hvis det skulle ske. Men som jeg sagde tidligere, er vi vældig tilfredse med "Ömmi" og ser ham som førstemålmand resten af sæsonen, siger Jansson til Expressen.

Her næsten midtvejs i sæsonen ligger Hammarby på en ottendeplads i Allsvenskan. Det er tre placeringer bedre end den 11. plads, holdet endte på i fjor.