Hjulmand på blokken hos Tippeliga-klub
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Skandinavien

Hjulmand på blokken hos Tippeliga-klub

Ifølge Ekstra Bladet er Kasper Hjulmand aktuel som afløse for Tor Ole Skullerud i Molde.

Til vinter stopper Tor Ole Skullerud som træner for de forsvarende norske mestre Molde.

Indtil videre har de fleste af rygterne kørt på, at enten Stabæk-træner Bob Bradley - der også blev sat i forbindelse med jobbet i FC Midtjylland - eller Ole Gunnar Solskjær skal afløse Skullerud, men Ekstra Bladet erfarer, at der også er en dansker med i kapløbet.

Angiveligt er Molde interesserede i Kasper Hjulmand, der har været ude af job siden fyringen i Mainz i februar. 

Processen kan dog blive vanskeliggjort af Hjulmands kontraktstridigheder med netop Mainz, hvor han trods sin fyring stadig er på kontrakt. 

Molde ligger nummer seks i Tippeligaen og har blandt andre de tidligere Superliga-spillere Frederik Semb Berge og Mushaga Bakenga i truppen.