Den svenske målmand Johan Wiland er blevet 36 år, men han er stadig en ganske god målmand, og det har de tænkt sig at udnytte i Hammarby, hvor danske Jakob Michelsen er cheftræner.
Således fortæller Fotbollskanalen, at Johan Wiland er på vej til at skifte Malmö FF ud med Hammarby, og at hans afløser i Malmö FF bliver FC Midtjylland-målmand Johan Dahlin.
Den tidligere FCK-keeper Johan Wiland har sin familie boende i Stockholm, hvor Hammarby holder til, og målmanden er derfor interesseret i at komme tættere på familien og spille for Hammarby.
Ifølge Fotbollskanalen har Hammarby budt på Johan Wiland, og det virker til at være tæt på med en overgang. Keeperen har kun et halvt år igen af sin aftale med Malmö FF, så han bør ikke være specielt dyr.