Juleguf: Forfatter kravlede i lysmast for at se Real Madrid

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

16. DECEMBER: LEIF DAVIDSEN
(Journalist, forfatter og tidligere tv-vært. Artiklen er bragt første gang 25. september 2009)

Han var først kendt som saglig Moskva-korrespondent på DR i firserne, men siden overtog forfattergenet, så 59-årige Leif Davidsen i dag lever af at skrive spændingsromaner med den store verden som ramme for fortællingerne.

Rusland, Madrid, Japan og senest Cuba i bestselleren På udkig efter Hemingway. Men selv om det er journalistikken og skriveriet, der har drevet livsværket, så ligger fodbolden under det hele som en konstant undertone. Han spiller stadig selv som målmand for Trianglens Boldklub, men spillet kan også bruges professionelt.

"Fodbold er en verdensomspændende sport. Uanset hvor man kommer som privatperson, som forfatter eller journalist er det altid en ice-breaker. Man kan altid snakke fodbold med andre mænd, og det brugte jeg da også i kommunisttidens Sovjetunionen, hvor det ellers godt kunne være lidt tungt. Man kunne altid snakke fodbold med politiet," siger Leif Davidsen og kaster sig ud i en af de fortællinger, der er blevet hans liv.

"Det var dengang i 1985, da Danmark skulle spille mod Sovjetunionen i Idrætsparken. Jeg kom kørende i min bil foran den danske ambassade, da jeg pludselig blev stoppet af en militsvagt. Det forstod jeg ikke, for jeg havde jo ikke gjort noget, men man kunne godt få bøder uden den store grund. Men han kommer så over og banker lige så forsigtigt et par gange med kniplen i taget, så jeg rullede vinduet ned, og så sagde han: " I taber i aften." Min nummerplade K010 gjorde, at han kunne se, at jeg var dansker, for 010 var det danske nummer. Men jeg troede jo på mit landshold, så vi endte med at vædde 10 rubler om kampens udfald. Det var pænt uden at være prangende."

"Dagen efter vendte jeg så tilbage til ambassaden. Danmark havde jo vundet 4-2, så vagten stoppede mig igen, bankede tre gange på taget og stak mig grinende de 10 rubler. " Det var helt fortjent. Det var en fantastisk kamp og beløbet passer, for jeres 10' er var helt suveræn," sagde han, og det måtte jeg jo give ham ret i, for nummer 10 var Preben Elkjær."

"Så ringede de hjemme fra TV Avisen og var helt vilde. Jeg skulle lave noget på det russiske landshold, når de kom tilbage til Moskva. Jeg prøvede at forklare dem, at det var totalt umuligt. Den internationale lufthavn var at regne som militært område, det krævede tilladelse at få et kamera ind, det ville tage mindst en uge at fremskaffe og så videre og så videre. Men de ville gerne have, at jeg prøvede, så jeg tog ud med mit russiske hold, og det tog kun 10 sekunder, før vi blev stoppet af to betjente."

"Væk," sagde de, men jeg havde timet det sådan, at vores ankomst faldt sammen med, at landsholdets fly var landet, og bag politiet kunne jeg se, hvordan den legendariske målmand Lev Jasjin kom først ud foran hele holdet. Han haltede på grund af et dårligt ben, som han siden fik sat af, men han rejste altid med landsholdet som maskot. Og han var min store helt fra barndommen, så jeg render uden om betjentene, der holdt Tolja min kameramand tilbage, og over til Jasjin, hvor jeg siger: " Hr. Jasjin, siden jeg var dreng har jeg altid været en stor beundrer af Dem." Så vi snakkede, og jeg fik forklaret, hvem jeg var og hvorfor jeg var kommet, men også at politiet ikke ville lade os filme, og selv om han må have hørt på den slags ros hundrede gange, så hjalp han os."

"Jeg vil gerne tale med mine danske venner, forsvind," sagde han til politiet. De bukkede dybt og så gik de. På den måde fik jeg mit interview, og så mødte jeg endelig Jasjin. Det havde jeg drømt om hele mit liv, og han var lige så flink, som jeg havde forestillet mig. Den berømte sortklædte målmand. Verdens bedste."

"Nogle måneder efter var det så returkamp i Moskva, og det var noget helt unikt, for stik imod alle regler fik Danmark lov til at sende 10.000 roligans til Moskva, og det skulle jeg dække. Men på det tidspunkt havde jeg været i Rusland i et par år, så jeg have aldrig set nogen roligans. Husk på, der var ikke noget internet, der var ikke noget satellit-tv, så man vidste ikke ret meget om, hvad der foregik derhjemme. Min kameramand blev helt forskrækket, da de første busser kom og de her halvberusede tilhængere med malede ansigter, vikingehjelme og klaphatte kom ud. " Er det danskerne, hvorfor ser de sådan ud," spurgte han. "Det ved jeg simpelt hen ikke. Vi bliver nødt til at spørge dem," så det gjorde vi."

"I den sovjetiske presse blev der intet skrevet om invasionen, for det ville have åbnet for for mange spørgsmål om, hvordan folk fra et ondt, kapitalistisk land havde råd til at rejse så langt efter en fodboldkamp, men man så dem på tv, og det smittede af. Efterhånden som landet åbnede sig, så man pludselig den slags tilhængere på de sovjetiske stadions. Georgierne var først til at male sig i ansigterne og tage hatte på, og det var direkte inspireret af roligan-bevægelsen."

Leif Davidsen holder en pause og læner sig tilbage i cafestolen, mens Østerbro vender tilbage i virkeligheden. Men så er vi af sted igen - til Madrid i midten af halvfjerdserne.

"Da jeg blev færdiguddannet som journalist i 1976, tog jeg til Madrid for at arbejde som freelance, og det var selvfølgelig fantastisk. Historierne skrev jo sig selv, for general Franco var lige død og Spanien sagde farvel til 40 års diktatur. På det tidspunkt var der kun en anden dansk journalist i Madrid, og det var Ebbe Traberg, som jo også skrev om fodbold i Tipsbladet. Han var glad for, at der kom en ung dansker til byen, og vi fandt hurtigt ud af, at vi delte interesse for bøger, for tyrefægtning og for fodbold. Så han skaffede mig adgang til Real Madrids presseloge på Santiago Bernabeu."

"Det er meget, meget svært, men jeg kender bossen og så har vi jo også Henning Jensen i klubben," sagde Ebbe, og så fik jeg adgangskort til den rene luksus. Selvfølgelig var der de almindelige pressepladser, men oppe i logen kunne man virkelig mærke, at det var kongeklubben. Vi sad midtfor, og der var vin, tapas og tjenere på spring, så det var noget andet end mit lille værelse på et pensionat. Jeg lavede lidt til radiosporten, men ellers var jeg der mest for at være der og følge en af mine gamle favoritklubber. Jeg voksede op med Di Stefano, Puskas og Gento som nogle af de helt store fodboldnavne, og som barn elskede jeg bare Real Madrids hvide trøjer."

"Og fodboldfeberen fyldte også i mit område af byen ved Plaza Santa Ana. Jeg lærte hurtigt, at weekendens resultat også påvirkede mit liv, for hvis Henning Jensen havde spillet skidt var det mig, der skulle bære hele hans dårlige kamp på mine små skuldre i kvarteret, og havde han spillet godt, så var det med at holde sig hjemme, hvis man skulle op næste morgen, for ellers ville alle snakke fodbold og drikke en skål med danskeren for danskeren," fortæller forfatteren om det år, hvor han nåede noget videre end dengang i starten af tresserne, hvor B 1913 trak Real Madrid i mesterholdenes Europa Cup og en 11-årig Leif Davidsen sammen med en kammerat skaffede sig alternativ adgang til den forlængst udsolgte kamp.

"Min familie havde heller ikke haft råd til billetterne alligevel, men vi ville se det, så vi kravlede op i en lysmast ved stadion. Kontrollørerne så os godt, men vi fik lov til det. Det var selvfølgelig aldrig gået i dag, men dengang var der ikke så mange regler. Holdningen var mere " lad dog drengene." Så det var en oplevelse, men jeg mener ikke, at vi holdt hele kampen. Vi sad jo ikke så godt, og 13 tabte også kæmpestort ( 0-3, red.)." Og på den måde er vi efter omveje over Moskva og Madrid nået ned til kernen i Leif Davidsens fodboldpassion.

Man kunne godt tro, at kosmopolitten havde set fodbold i enhver afkrog af verden, men sådan er virkeligheden ikke. Den et-benede Jasjin, roliganbevægelsen i Moskva og presselogen i Moskva er faktisk undtagelser, for Davidsen har altid haft det sådan, at der skal være følelser med for at få ham på benene til fodbold. Og de følelser er først og fremmest forankret i det fynske land.

Leif Davidsen er født i Otterup, men fodbolden blev spillet i Bogense allerede fra syv års alderen.

"Det var det, der var. Fodbold og spejder om sommeren og dans om vinteren," som Davidsen beskriver det.

Og han var faktisk ret god, så som teenager kom han på udvalgt fynsk hold.

"Jeg spillede venstre half, som det hed. Jeg var ingen tekniker, men jeg var en møver, der tacklede hårdt, og som drengespiller kom jeg altså på udvalgt hold. Og jeg kan stadig huske, hvordan vi tog til Fredericia, sov i en gymnastiksal og spillede mod de andre hold fra landsdelene." Men det var ikke kun inde på banen, at Leif Davidsen dyrkede fodbolden. Real Madrid og Manchester United fyldte meget i fantasien, mens det nære blev holdt ved lige af et fan-forhold til først B 1913 og siden OB.

"Da jeg så var 17 år, flyttede jeg for første gang fra Fyn, for at gå på high school i USA, og der kan jeg tydeligt huske fornøjelsen ved at få tilsendt udklip, der så var otte dage gamle, når jeg fik dem. Det fastholdt forbindelsen tilbage til fødeøen, siger Leif Davidsen, der har holdt fast, selv om han de sidste 20 år mest har fulgt OB via tv'et hjemme i den københavnske forstad.

"Fodbold er sjovest, hvis man holder med nogen, for så bliver det jo en del af en følelsesmæssig renselse at se sådan en kamp. Tag for eksempel OB -FCK her for et par uger siden. I de sidste 20 minutter er man jo helt oppe, man råber af fjernsynet, man bliver irriteret over de brændte chancer, men når det så er slut, har man det alligevel godt ovenpå sådan en emotionel udladning," siger Leif Davidsen, der sammen med konen for nogle år siden havde fire faste pladser i Parken til Danmarks landskampe.

"Men vi lod dem løbe ud efter den kiksede kvalifikation til VM i Tyskland. Vi blev simpelt hen trætte af den tynde fadøl og den dårlige fodbold fra en flok højt-betalte lømler. Men jeg savner det alligevel lidt, for det var jo meget hyggeligt. Man sad altid ved siden af de samme, og når det første fløjt lyder, er man altid optimist. Så måske vender vi tilbage for at se, hvordan de klarer sig i dag. Og Rommedahl er stadig med. Det er uhyggeligt at tænke på. Dengang leverede han jo heller ikke," siger forfatteren med et grin og tanken rettet mod en række siddepladser inde i Parken i baggrunden.

Men der er jo også det der med at sidde ned til fodbold.

"Fodbold skal ses stående. Fodbold er følelser, og fodbold har det ikke godt med at sidde ned. Når du står op, er din krop med i spillet, og du kan jo selv se på alle disse stadions med siddepladser. Hver gang der sker noget spændende, så rejser alle folk sig instinktivt op. Det er ægte i stedet for den der kunstige og patetiske bølge. I gamle dage stod alle op af sig selv, og selv om jeg godt kan forstå, at det ikke længere kan lade sig gøre, så er jeg glad for at oplevet den tid, hvor man for eksempel kunne tage en pose øl med ind på Østerbro Stadion og stå på langsiden for at følge med, når den gamle Laudrup kom på besøg. Der er noget dyrisk over sådan en tæt gruppe mænd, der svinger med spillet. Det er følelser."

"For uden følelser kunne man lige så godt se keglebillard," siger Leif Davidsen. 

FAVORITHOLDET

Leif Davidsens favorithold: Jashin - Bobby Moore, Beckenbauer, Agger, Maldini - Henning Jensen, Cruyff, Zidane - M. Laudrup, Pelé, Puskas

"Det er et hold af gamle stjerner med en enkelt undtagelse, og faktisk har Daniel Agger heller ikke vist, at han hører hjemme i det her selskab. Men han er en fantastisk forsvarer, når han er i form, og han ville kunne gøre det godt ved siden af Becken-bauer. Teknisk dygtig og med overblik, men desværre er han også alt for skadet, selv om han stadig er ret ung. Et andet af mine favorithold, Manchester United, som jeg faktisk har holdt med siden Münchenkatastrofen i 1958, er slet ikke repræsenteret, men jeg overvejede både Beckham og Peter Schmeichel. Jeg var også tæt på med Schmeichel, men i sidste ende skulle det selvfølgelig være Jasjin i respekt for min næsegruse barndomsbeundring.