Målmand efter hjertebanken: Jeg har det godt igen
Foto: Petros Giannakouris/Polfoto
Skandinavien

Målmand efter hjertebanken: Jeg har det godt igen

Robin Olsen fra Malmö FF måtte flere gange tilses af lægestaben, fordi han var svimmel under mandagens kamp mod Hammarby. Tests har vist, at danskeren ikke fejler noget.

Målmand Robin Olsen fra Malmö FF leverede flotte præstationer i efterårets Champions League, og det gjorde målmanden aktuel for både det danske og svenske landshold. Olsen har nemlig tilknytning til begge lande og kunne derfor stille op for både Danmark og Sverige. Han valgte til syvende og sidst Sverige og har fået sin debut på det svenske landshold.

Mandag var han i aktion i den svenske liga med sin klub Malmö FF, og her kunne Olsen glæde sig over tre point efter en sejr på 3-1 over Hammarby. Desværre var der også lidt dramatik, da målmanden flere gange måtte modtage behandling fra lægestaben. Robin Olsen var ramt af hjertebanken, og han følte sig svimmel under opgøret.

Efterfølgende blev han kørt til undersøgelser på hospitalet, men heldigvis for keeperen, fejler han ikke noget.

- Jeg har det godt, og det føles godt at få en positiv besked. Jeg var svimmel og havde en ubehagelig følelse af, at der var noget i vejen med mit hjerte under kampen i går. Men nu har jeg det godt igen, siger målmanden i en pressemeddelelse.

- Undersøgelser viser, at ubehaget formentlig skyldtes, at han fik hjertebanken under kampen. Undersøgelserne har vist, at alt er helt normalt, og at Robin har det fint. Hjerte og lunger er blevet undersøgt, og der er taget blodprøver. Alt ser fint ud, siger Pär Herbertsson, læge i Malmö FF.

Robin Olsen kan glæde sig over, at de tre point sender Malmö op på førstepladsen i Allsvenskan efter fire kampe. Klubben har 10 point.